Flere liv kan reddes med hjertestartere
Du har sikkert både set kampagner og hørt om dem – hjertestarterne. I alt er der brugt et meget stort millionbeløb, og der er hængt lige omkring 19.000 hjertestartere op rundt om i landet. Med 19.000 hjertestartere fordelt over hele landet, er der en god chance for, at du bor i nærheden af en. Der er dog også en rigtig god chance for, at du ikke aner hvor.
4000 rammes årligt
Hvert år er der godt 4000 mennesker der rammes af hjertestop i Danmark. Af de ca. 4000 er der omkring 12% der overlever. Det lyder måske ikke af voldsomt mange, men det er en tredobling på lidt over 15 år. For hvert minut der går, falder chancen for at overleve med 10%. Har man hjertestop men genoplives man med en hjertestarter inden for de første fire minutter, er chancen for overlevelse på omkring 50%. Det er altså rigtig klogt, at vide hvor nærmeste hjertestarter er.
Fire ud af fem voksne har i følge Formand for Dansk Råd for Genoplivning, overlæge Jens Flensted Lassen taget et kursus i hjerte-lunge-redning. En stor del af disse er naturligvis i forbindelse med førstehjælpskurser taget i forbindelse med erhvervelsen af kørekort. Generelt er vi gode til at træde til, når det gælder. Hvis flere brugte hjertestartere, kunne endnu flere liv dog reddes.
Der arbejdes med et mål om, at antallet af personer der overlever et hjertestop skal op fra 12% til 20% allerede 2020. Dette er naturligvis et ambitiøst mål, og kan kun nås hvis flere private personer lærer at bruge hjertestarterne og ved hvor de er.
10 minutter eller mere om at komme frem
Hvis man rammes af et hjertestop i hovedstadsområdet eller andre af de største byer, kommer ambulancen typisk frem inden for 5-6 minutter. Såfremt der er ringet LIGE da hjertetstoppet er indtruffet er der gode sandsynligheder for at overleve. Husk på de 10% for hvert minut. Går der op til fem minutter, er der altså en sandsynlighed på omkring 50%.
Ude på landet og i mindre byer, er der ikke overraskende færre ambulancer og derfor tager det også længere tid for en ambulance at komme frem. Her er det ikke usædvanligt, at man venter i mere end 10 minutter. Husker man igen på de 10% for hvert minut. Går der 10 minutter er sandsynligheden med andre ord lige omkring 0 – selvom der naturligvis findes mirakler.
Giver man derimod førstehjælp, eller bruger en hjertestarter indtil ambulancen ankommer, kan man øge sandsynligheden helt utrolig meget.